Mandag

I dag har vi brugt formiddagen på at plukke æbler. En hyggelig aktivitet som Vilja var helt med på- og engageret i.
Så er det blevet “rigtigt” efterår, når det er æbletid.
Vi er så heldige at Viljas gudmor har de absolut sødeste forældre, der har givet os lov til at komme og gå på rov i deres æbleplantage.

Vi har plukket en god portion og nu glæder jeg mig til, at vi resten af ugen kan fylde køkkenet med æbler og projekter. Jeg har nogle klassiske go-to opskrifter med æbler, men har også fundet nogle nye opskrifter der skal afprøves i år.
Derudover har vi allerede fået at vide, at vi endelig må komme igen… og skulle vi gøre det, forestiller jeg mig at det bliver med det udgangspunkt, at vi så skal forbi mosteriet. Der kan æbler nemlig byttes for most – dét er altså lækkert.

Det har været en skøn mandag. Som udover æblerov også har budt på vasketøj, tur på løbehjul og fælles madlavning, inden Vilja blev puttet kl. 18. I dag var nemlig endnu en dag uden lur. På trods af det, har hun klaret dagen rigtig flot og vi har fået den bedste start på ugen.
Jeg føler mig så priviligeret, at have al den tid sammen med Vilja og nogle dage fylder de følelser mere end andre. I dag fylder de og uden at vide hvorfor, føler jeg også at jeg har gået og husket mig selv på, at jeg er heldig. Det er nok bare et tegn på, at jeg nogle dage skal nive mig selv lidt hårdere i armen, for at huske at det her er nu. At jeg faktisk er sammen med Vilja og at det er lige præcis dét, der gør mig lykkelig.

En ny hverdag

Den sidste uges tid er vores ellers velkendte hverdag vendt fuldstændig på hovedet.
Der var fire dage i sidste uge, hvor Vilja ikke sov sin middagslur. Og når man (ja, fordi jeg jo er førstegangsmor) aldrig har prøvet andet end at leve efter lur-tider; så er det altså en forandring af kaliber.

Først var der så mange lure, at det var fjollet at tælle. Det var dengang hun var spæd. Så begyndte der at opstå et system; tre lure på en dag. Så blev det to. Og da hun fyldte 1 år, var vi nede på én lur. Den vi har holdt fast i indtil nu. Den lur, der er udgangspunktet for det meste af min planlægning.
Jeg har en veninde med fire børn; og når vi snakker om lur og planlægning og timing, synes hun vidst tit at jeg tager det for ilde op. At jeg har gjort et for stort nummer ud af, at gøre så mange ting med udgagspunkt i Viljas middagslur.
“Hvis vi skal det, kan vi være der i to timer. Og vi skal senest køre igen 11.30, for at nå hjem til lur. Vi kan før kl. 12 eller efter kl. 15. Er det et sted, hvor jeg kan have barnevognen med; er der et sted med skygge, hvor jeg kan stille hende?”

Men jeg har altid sagt, at så længe jeg kun har Vilja, hvorfor så ikke tage de hensyn og forebehold der giver bedst mening for vores hverdag? Og middagsluren har været mere eller mindre hellig, da Vilja slet ikke har kunne hænge sammen om eftermiddagen, hvis ikke hun havde sovet sin lur. Man må sige, at der er andre boller på suppen nu.Jeg har svært ved at tro på, at vi er nået til middagslurens endeligt. Vilja er 2 1/2 år og jeg tror mere at det er reglen end undtagelsen at de fleste børn sover lur helt op til børnehavealderen og måske også i starten af børnehavetiden. Måske er Vilja bare ikke “de fleste”? Jeg kan jo ikke vide det; alt jeg kan gøre er at se på hende, fornemme, spørge og gøre mig nogle erfaringer.
Og det vigtigste for mig, er at det ikke er mig der “tager luren fra hende”; det er udelukkende noget vi skipper, hvis hun er med på og selv giver udtryk for, at det giver mening sådan.

I sidste uge skete der det, at jeg puttede hende i barnevognen som vanligt, men efter en times vandring og stadig store øjne hos Vilja, der bare lå og kiggede, spurgte jeg hende, om hun skulle sove.
“Vilja ikke træt mere”, svarede hun. Jeg har den seneste uge prøvet flere forskellige tilgange af. Andre spørgsmål, “putte” hende igen osv. Flere dage har jeg gået rundt i en time uden hun falder i søvn og da det under normale omstændigheder i gennemsnit har taget 15 minutter, er der noget der siger mig, at vi bevæger os i en anden retning.
Som med så meget andet i moderskabet er det måske bare en fase? Jeg venter spændt på at finde ud af det og stopper heller ikke med at prøve og/eller tilbyde Vilja sin lur endnu.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at når jeg har tænkt på den dag, Vilja ville stoppe med at sove til middag, har det været med en frygt i tankerne.

Jeg har tænkt tanker som hvordan vi så skulle få vores hverdag til at hænge sammen ift. de ting jeg laver i Viljas lur, ift. forberedelse af aftensmad og meget mere. Jeg har slet ikke tænkt på alle de gode ting det bærer med sig. Nye muligheder for at være ude af huset, tage på tur uden at planlægge efter lur, være afsted uden barnevogn, lave længerevarende aktiviteter samt inddrage Vilja endnu mere (om muligt) i de ting jeg laver.Så selvom det vil kræve nytænkning fra min side og omprioritering af mine arbejdsopgaver og des lige, så ser jeg det som en fordel for det hjemmeliv og de drømme jeg har for netop dét.
Det er dog stadig noget jeg lige skal finde ud af og vænne mig til. For én ting er vores timer i løbet af dagen; noget andet er at Vilja i disse dage er putteklar kl. 18 grundet den manglende lur. Det betyder aftensmad ved 16.30-tiden, hvor Dennis ofte lige er kommet ind ad døren fra arbejde.

Alting kræver tilvænning, men jeg ved at det nok skal gå godt og jeg vil som den optimist jeg nu engang er, fokusere på de positive ting denne forandring bringer med sig. Om det så er nu eller på et senere tidspunkt.

Udskydelse af institutionsstart

For nylig faldt snakken herhjemme på, hvor vildt det er, at vi er over halvvejs gennem 2021. At jeg har gået hjemme i mere end to år og hvor godt vores familieliv fungerer med de vilkår vi har valgt for os selv.
Vi har for længst skrevet Vilja op til børnehave, ja allerede inden vi havde kendt hende i mere end en måned – for det gav sundhedsplejersken mere eller mindre besked om, at vi skulle dengang.
Der er dog ingen af os, der som tingene ser ud nu, har lyst til at skulle sende Vilja i børnehave til marts.

Jeg er ikke som sådan modstander af institutioner, men jeg tror heller ikke på, at de nødvendigvis er det bedste svar. Ikke for alle. Jeg har fuld forståelse for, at andre vælger det til, også fra en tidlig alder; men sådan er det bare skønt, at vi kan have det forskelligt. Der ikke noget rigtigt og forkert – det er et individuelt spørgsmål om, hvad der passer den enkelte familie. Og hvilke overbevisninger man har. Lige såvel som det handler om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.Det faktum at vi er mere end halvvejs i 2021 betyder teoretisk set, at Vilja kan starte i børnhave om 7-8 måneder. Det kan være det lyder af meget; det synes jeg bestemt ikke det er.
Eftersom at Vilja ikke har prøvet andet end at være et “hjemmebarn” har hun heller ikke noget forhold til at det kunne være anderledes. Hun er bekendt med børnehaver og vuggestuer, da vi har venner der går i både det ene og det andet. Men hun ved ikke, hvad de er lig med og derfor har jeg heller ingen skrubler over, at skulle blive ved med at holde hende hjemme.

Og så får jeg spørgsmål som “søger hun ikke andre børn?”
“Hvordan har du tænkt dig, at hun skal lære at gebærde sig socialt?”
“Hun er heller ikke vant til flere børn ad gangen?”
“Der er en grund til, at børn skal gå i institution”

Jeg har lige så mange spørgsmål den anden vej.

For hvorfor er det en overbevisning mange har, at socialisering kun er noget der kan ske uden mor og far? Jeg tænker ikke at socialisering er et begreb der er så formbart, at det kun gælder i nogle tilfælde. For alt hvad vi (og vores børn) foretager os sammen med andre mennesker, bliver en del af vores socialisering.
Samtidig mener jeg heller ikke at institutioner er lig med socialisering. For hvis børnene ikke bliver guidet og set, hvilken socialisering er det så de i virkeligheden opnår? Ikke noget ønskværdigt tænker jeg.

At jeg gerne vil gå hjemme med Vilja, betyder ikke at vi kun er hjemme. Mit største ønske ved at have Vilja hjemme, er selvfølgelig at inddrage hende i flest mulige praktiske gøremål i hjemmet, men mindst lige så vigtigt er det for mig, at vi kommer ud af huset og oplever. Tager på ture i naturen såvel som i byen, møder legekammerater og har nogle genkendelige steder Vilja er glad for at komme. Det betyder at vi kan tage i ZOO på en hverdag, at vi kan tage i svømmehallen og at vi kan få en hel dag til at gå med enkelte gøremål, fordi vi har tiden til bare at gøre, opleve og tage tingene som de kommer.

I Dagtilbudsloven står der at “Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. […] bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund”

Og selvom det er målet i de danske daginstitutioner, tror jeg ikke på, at alle institutionsbørn får dette opfyldt. Jeg tror ikke på, at alle institutioner er i stand til at opfylde det. Dernæst mener jeg ikke at den “opgave” kun kan løftes af pædagoger i institutioner.
Medbestemmelse og medansvar er kerneværdierne i vores hjemmeliv, fordi der er så god plads og tid til netop dét. Demokrati opnår vi i vores møde med andre fællesskaber, hvor hensynstagen og forståelse for at vi er en del af noget større, tydeliggøres for Vilja. Og selvstændighed er noget der udvikles gennem læring om hvordan og hvorfor. Altså tydelig voksenguidning. Et barn bliver ikke “godt” selvstændigt af at være overladt til sig selv, eller af at skulle behovsudskyde før end det overhovedet er i stand til dette. Et barn bliver ikke selvstændigt af, at vente på at der er en voksen der har tid.

Jeg mener ikke Vilja går glip af eller misser noget sammenlignet med insitutionsbørn. Snarere tværtimod.

Jeg har valgt hjemmelivet og den opgave det er, selv at tage mig af mit barn alle dets vågne timer, velvidende at det kræver noget af mig. Jeg skaber et socialt miljø omkring os med legeaftaler og muligheder for at Vilja kan indgå i sociale relationer, hvilket hun dog grundet sin alder stadig ikke har “behov” for. Og jeg kan ikke se én eneste dårlig ting i, at jeg er der for Vilja i de situationer. Netop til at lære hende at forstå, til at guide og til hjælp.
Derudover har hun mig altid når noget bliver svært eller for meget.

Tænk sig, hvor mættet et lille barn i institution kan nå at blive i løbet af en dag. Men der er ikke mulighed for at trække sig og bare “være”. Det er slet ikke sikkert at de voksne ser at det er barnets behov.

Når vi taler om at hjemmeliv isolerer børnene og ikke opfylder deres behov, kan vi måske samtidig tale om alle de børn der sendes i institution og derfor isoleres fra deres forældre?

Jeg ved godt, at det er at sætte tingene på spidsen. Men jeg oplever det så tit i min retning og har nu brug for at sige – det går begge veje. Der bliver bare sjældent stillet spørgsmålstegn ved “institutionsbørn” fordi det fortsat er normen i vores samfund at vi bruger institutionerne.

Psykolog Ole Schouenborg siger det på en fin måde:
“Begrebet børnenes behov er et farligt kort at spille – for det er naturligvis i høj grad kulturbetinget. Men behov er også naturbetinget og det lille barns behov for stabil omsorg fra betydende voksne i rolige omgivelser er for mig at se uafviseligt.
[…] den livslange jagt på anerkendelse er måske et symptom på, at man ikke blev anerkendt nok i tide.”

Institutionerne er en nødvendighed i den indretning af samfundet vi har i dag. Og de kan også løse meget for mange familier; men det er på tide at nuancere. På tide at institutioner ikke bliver set på som (udelukkende) det rigtige. Som om at børn der ikke går der, går glip af noget. For institutionsbørn går dælme også glip af noget 🙂
Som skrevet indledningsvis er det dejligt at vi ser forskelligt på tingene. Dejligt at vi tænker forskelligt og dejligt at vi hver især er forældre på vores måde. Ellers var verden kedelig.
Men lad os huske hinanden på, at vi gør det vi mener er bedst for vores børn, for vores familie, for os selv. Og lad os så også huske at give plads til at vi gør tingene forskelligt.
Vær nysgerrig i stedet for dømmende. Næste gang du støder på nogen der gør noget andet end dig – så stil i stedet et par uddybende spørgsmål. Bliv klogere.

Vi kan altid lære noget nyt af hinanden.

Og med alt det sagt, ved jeg ikke om jeg nogensinde sender Vilja afsted i børnehave. Jeg bliver også hele tiden klogere, så vi får se.

Mærkedage der understreger savn og sorg

Jeg mangler dig hver dag, hele året.
Men på en dag som i dag, endnu mere. Fars dag. En dag jeg ikke har nogen erindring om, at have “fejret” med dig. En dag, hvor der hyldes og tales og sættes fokus på fædre. Og når man som jeg, ikke har en far her på jorden, bliver det i stedet en påmindelse om lige netop dét.

En påmindelse om det savn og den sorg jeg for evigt vil bære med mig. Den del af mig, der mangler og aldrig bliver hel.

Øv, hvor er det uretfærdigt, at jeg ikke har dig.
Sommetider tænker jeg på, hvordan hele mit liv havde været anderledes, hvis ikke vi havde mistet dig. Det er underligt at tænke på.

Den ene dag tager den anden, men på dage hvor jeg tænker på dig, bliver de samme spørgsmål ved med at poppe op. Hvorfor? Hvordan? Det er næsten en umulighed for mig, at acceptere, ikke at kende svarene – men den største umulighed er at acceptere, at jeg har mistet dig. Det kan jeg ikke.
Ja, tiden gør det “nemmere”. Eller, den gør i hvert fald, at de vilkår man er sat i, er nogle man vender sig til, at leve med. Sådan er det også med andre ting end at miste eller have mistet.
Jeg læste for nogle år siden en fantastisk god (og meget rørende!) bog om en far med en “usynlig” søn. Sådan fortæller han om sin søn, efter at have mistet ham.

Og en af de pointer jeg især tog med mig fra den bog, var netop at det at have mistet, ikke er noget man skal komme videre fra. Det er noget man skal lære at leve med.

Det giver nok mest mening, hvis man selv kan perspektivere det til en lignende situation – for udefra tror jeg de fleste har det med at tænke (og sige højt) at jeg vel også er kommet videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er muligt at komme videre, hvis man mister en så tæt på, som det har været for mig, at miste min far. Men det er det nok for nogle.

Jeg har aldrig talt om dig, som usynlig. Men jeg taler om dig, som en stjerne. En følgesvend.
Det er længe siden jeg har drømt om dig, men det kommer i perioder. Lige for tiden har jeg et hav af tanker om fremtiden – og det fylder også i mine drømme.
Måske du kan hjælpe med at pejle i den rigtige retning? Give mig et tegn og vise vejen?

Jeg håber at se dig igen en dag, far.

På mikroeventyr med Vilja

I forrig uge, havde Vilja og mig den skønneste dag i Ådalen, hvor vi var på mikroeventyr.

Jeg har længe tænkt på at tage på en heldagstur, og netop tage f.eks. trangia med og lave noget mad på den. Vi har selvfølgelig været på mange dagsture, hvor det har været fint med en madpakke; men af og til, er det også sjovt at gøre noget mere eller noget andet.

Denne gang havde vi derfor pandekagedej med, til at bage på trangiaen. Og så var der selvfølgelig også kaffe, så jeg havde det, til når Vilja sov.

Vi elsker begge to, at være på tur og denne dag var ingen undtagelse. Som det jo er så skønt med børn, så behøver der ikke være meget mere end et par sten og en pind, så finder de på noget. Så Vilja lige dele hjalp mig med pandekagebagningen og hoppede rundt på sten og legede fangeleg.

Og som I nok har bemærket, så havde vi en veninde med. Derfor alle de fine billeder. Emma fra min tidligere mødregruppe tog nemlig med, for at sludre med mig, når Vilja sov og for at tage nogle billeder af os, når hun var vågen. Det var en fornøjelse og nu kan jeg glæde mig over alle de hyggelige billeder hun fangede af mig og Vilja. Det er meget besynderligt at se igennem, når jeg ikke er vant til at se vores interaktion med “fremmede” briller – det er godt nok noget andet, end fra eget perspektiv.

Vi må snart afsted med trangia igen. Jeg arbejder på højtryk, for at få D til at sige ja til en weekendovernatning i shelter et sted. Bare ham, mig og Vilja. Jeg ved ikke om jeg sælger idéen dårligt – for han er ikke ligefrem ved at falde bagover af begejstring. Det kunne være så hyggeligt med sådan en tur; og så vil jeg enormt gerne finde ud af, hvordan Vilja ville agere i det. Der er sket meget siden sidste sommer, hvor hun tog det i stiv arm, da vi sov i shelter på Hærvejen 6 dage i stræk.
Men jeg har besluttet mig for noget; hvis ikke D ender med at sige ja, så spørger jeg enten en veninde eller tager afsted alene med Vilja.
Hun kan lige så godt blive introduceret – for jeg elsker det og saster stærkt på, at vi skal gøre den slags flere gange om året i løbet af hendes barndom.

Hvis du er nysgerrig, deler Emma mange hverdags- og fotoprojekter på instagram – find hende her